Da jeg var 10 år gammel, tog jeg med en kammerat og hans far ind i Idrætsparken, hvor jeg så min første live fodboldkamp. Den stod mellem et tysk og et engelsk hold. Det engelske hold hed Leeds United. De vandt. Da der på vores monopol-tv dengang var noget, der hed engelsk tipsfodbold, tænkte jeg, at jeg fremover ville holde med Leeds. Nogen skulle man jo holde med, og navnet lød også ret godt! 

14 dage senere fik Leeds smæk af Liverpool for åben skærm. Den 10-årige tænkte sig om en ekstra gang - "Liverpool lyder faktisk også ret godt!". Og så var der også de der helt røde dragter, der så tjekket ud. Jeg besluttede mig endnu engang for et livslagt forhold til en fodboldklub i det engelske. Siden dengang har Liverpool fået smæk flere gange, både på monopol-tv og på dyre betalingskanaler, men den 10-årige indså det formålsløse i at skifte yndlingshold, hver gang man taber. Efterhånden fik jeg sat mig grundigt ind i klubbens og byens historie og værdier, og til stor bekymring for nogle og opgivende hovedrysten fra andre har det udviklet sig til det man må kalde et kærlighedsforhold. 

At forklare det specielle ved en fodboldklub som Liverpool for almindelige dødelige, gøres nok bedst en sen aften med et par flasker rødvin som medsammensvorne. Selv da er det nok kun en selv, der synes det lykkes. Men lidt baggrund skal I altså have! Jeg gør det så kort, jeg kan:

Liverpool FC har sine rødder i arbejdermiljøet, og er som byen præget af tilflytning fra bl.a. Skotland og Irland. Første hold blev stillet i 1892 og var faktisk rent skotsk på nær en spiller. Arbejdere og folkelig smeltedigel er stadig væsentlige begreber i både byen og fodboldklubben. Den involverer sig meget i de fattige dele af byen, og velgørenhedsarbejde er en stor del af skemaet for dagens Liverpool spiller. Både by og klub bærer stadig præg af indvandring. Byens borgere kalder sig Scousers, og det samme navn (scouse) bruges både om byens særlige dialekt og yndlingsret. Sidstnævnte siges at være inspireret af skandinaviske sømænd, der medbragte opskrift på gryderetter som skipperlabskovs (skovs -> scouse). Pudsigt at vores tidlige landsmænd dermed har spillet en rolle i defineringen af Liverpools skønne beboere og deres DNA. 

I øvrigt er der mange scousers, der ikke føler nogen særlig tilknytning til England eller landets regeringsby, London. De identificerer sig med byen Liverpool - ikke med landet. Et tvivlsomt forhold, der blev endnu fjernere under Thatchers regime i 1979-1990. Der var og er langt mellem den velhavende magtby i syd og den fattige havneby i nordvest. Scouserne havde ikke mange venner i den højredrejede regering. Ekstrem fattigdom etablerede et fast greb om Liverpool og dens borgere i disse og efterfølgende år. Byen har lidt hårdt i et langsomligt skifte fra en by af gammel industri som kul- og havnedrift, til en moderne kulturby med turisme i højsædet. I dag er Liverpool den by i England med næstflest museer - kun overgået af hovedstaden. Fattigdommen er stadig markant i byen, men det går fremad og optimismen er anderledes tydelig nu.

Fodboldklubbens moderne historie starter i 1959 med ankomsten af en bindegal (og genial) manager ved navn Bill Shankly. Endnu en skotte i øvrigt - og erklæret kommunist. Manden er bl.a. kendt for at have sagt: ”Nogle mennesker hævder, at fodbold er et spørgsmål om liv og død. Denne holdning skuffer mig meget. Fodbold er da meget vigtigere!”. Til en tidligere Liverpool leders begravelse understregede han sit specielle forhold til de lokale rivaler fra Everton: ”Det er en trist anledning, men det havde glædet Dixie, at han selv i døden kan trække en større forsamling, end Everton kan en lørdag eftermiddag.” Med sin fodboldkunnen samt filosofien om hårdt arbejde, sammenhold og ikke mindst ubetinget loyalitet over for klubben, fik han vendt et skrantende 2. divisions hold til et af Europas bedste hold på under 10 år. De spillede en fantastisk underholdende form for "totalfodbold", et begreb der først blev defineret senere af hollandske Johan Cruyff. Shankly var forud for sin tid. Mange fodboldhjerter blev tabt til dette hold – specielt i 70’erne og 80’erne. 

Hillsborough

I 1989 skete en katastrofe på Hillsborough stadion i Sheffield, hvor politiets dårlige publikumsledelse var skyld i, at 97 Liverpool fans blev mast ihjel. De var helt almindelige mennesker, der døde fordi de gik til fodbold og blev svigtet af myndighederne. Svigtet varede næsten 30 år. Det er en historie der er lige så uhyrlig som den er trist! Politiet løj og ændrede bevidst i 152 politirapporter for at fralægge sig deres ansvar, og i stedet give fansene skylden. Sandheden blev først afsløret i 2012, altså 23 år efter den frygtelige dag. I nutidens år 2023 er sagen stadig ikke helt afsluttet. Det vigtigste, nemlig at ændre den første dom "død ved ulykke" til "uagtsomt manddrab", samt fritagelse for alle anklager imod Liverpools fans, er dog endelig opnået.  

Det er en oplevelse, der sidder dybt i alle fans den dag i dag. Man kan mærke et utroligt fællesskab blandt disse mennesker. Ikke mindst under afsyngning af klubbens ”kendingsmelodi” fra 1963, You’ll Never Walk Alone. En meget følelsesbetonet sang som de lokale Gerry and the Pacemakers hittede med. Det er super sentimentalt, men det virker. Jeg har flere gange sunget denne sang på Anfield Road, så stemmen knækker, og kontaktlinserne dugger. Fansene er i dag blevet kendt som specielt sportslige over for andre fans og fodboldhold. Noget som Brøndby kan skrive under på. Både hold og fans blev klappet af banen på Anfield efter en heroisk 1-0 sejr mod et blegt Liverpool hold i 1995. Puha, det var en hård tid, at være fan af de røde.

Efteråret 1966. Klubben har lige vundet sin 7. engelske mesterskab. Bill Shankly viser de nyeste trofæer frem, før de går ind i et allerede fyldt skab.