At komponere musik til film er en stor kunstart! Det må der ikke være tvivl om. Efter min ydmyge mening er Ennio Morricone en lige så stor komponist, som Beethoven, Bach eller andre i den kaliber. Morricone blev yderst fortjent kaldt Il Maestro.

Først lidt langhårede begreber

• Prækomponeret = Eksisterende musik medtages i filmen, men er ellers uafhængigt af filmen. Eksempelvis har instruktøren Quentin Tarantino en særlig evne til at
  finde fede ældre rock-numre til sine film, hvilket ofte gør filmens lydspor værd at lytte til.
• Original = Musikken er skrevet til filmen.
• Diegetisk = Musikken er en del af filmens reallyd, og kan indgå i handlingen. Eks.: Olsenbanden ser rødt med Elverhøj og Det Kongelige Teater.
• Ikke diegetisk = Det typisk anvendte = Tilsat lydeffekt. Musik fra alle genrer og alle tider kan på denne vis vælges. I større sammenhænge kan musikken også
  bruges til at kendetegne og til genkendelse (ofte ifm. rulletekster). Eks.: James Bond, Mission Impossible m.m.
• Parafraserende = Musikken understreger eller støtter handlingen, følelser eller stemninger. Vi kender eksempelvis de blide violin-toner, når alt slutter godt i de
  amerikanske film. Det kaldes også Mickey Mousing, fordi det anvendes meget i Walt Disneys produktioner.
• Kontrapunktisk = Lydsiden strider imod handlingen, og kan dermed f.eks. gøre handlingen mere grotesk. Eks.: I filmen Nattevagten spilles "Lille Lise let på tråd" imens den prostituerede Joyce brutalt myrdes.

Filmmusikkens historie kort - vældig kort

• I 1895-1920 var musikken underholdning til de stumme billeder, samt dække for fremviserens larm (operette, ragtime, salonmusik).
• Enkelte undtagelser med originalmusik tilbage fra 1908.
• 1926 kommer talefilmen. Først var orkesteret tilstede, men skjult, så skuespillere kunne koordinere med musikken.
• I filmen "Prins for en dag" fra 1932, spilles den på forhånd optagne musik til optagelserne. Skuespillerne kan koreograferes efter musikken, uden orkesterets tilstedeværelse. Det er epokegørende.
• I 1933 bliver det muligt at lægge musik på filmen efter optagelsen, og kreativiteten tager til.
• I de kommende år er der meget parafraserende storladen orkestermusik – f.eks. Casablanca (’42), Citizen Kane ('42) og It's a Wonderful Life ('47).
• Der kommer en reaktion på det storladne, med nye musikgenrer. I 1960’erne (inkl. den franske bølge) kunne man se film uden musik, eller med meget lidt. Af den mere specielle, eksperimenterende og ofte originale musik kan nævnes Ennio Morricones kompositioner til Sergio Leones spaghettiwesterns. Blandt film med prækomponeret musik: Stanley Kubricks Rumrejsen 2001 (’68) med smukke toner af Richard Strauss (Also sprach Zarathustra).
• Herefter ikke særlige kendetegn. Mere elektronisk musik og visemusik (Enya i Ringenes Herre). Herhjemme fra kan nævnes at Dogme 95 kun accepterede diegetisk musik, altså musik spillet på stedet.

Hvad kan filmmusik?

Lydsiden i en film kan spille en meget væsentlig rolle. Nogen scener kender vi som klassikere, bl.a. takket være en imponerende lyd. Første gang Alfred Hitchcock så hans klipning af den fantastiske bruser-scene i Psycho, synes han ikke at scenen behøvede nogen lyd. Hans hustru, Alma Reville, havde heldigvis stor indflydelse på Alfreds valg, og hun overbeviste ham om at de "knivskarpe" violiner kun gjorde scenen stærkere. Tak til Alma!

Musikken kan tale til vores underbevidsthed, så vi tydeligt men ubevist eks. bliver fortalt hvem der er god og hvem der er skidt. Spielberg bruger det en del i Star Wars, hvor komponisten John Williams har givet hver hovedperson, sin egen kendingsmelodi. Darth Wader har sin meget dystre lyd (= ond fætter) mens Luke Skywalkers lyd er mere lys og optimistisk (= fin fyr). Hver af deres scener indledes med strofer fra deres melodi, og straks er stemning og sympati på plads. Såre simpelt men effektfuldt. 

Lyd-siden understeger ofte filmens handling..

Endelig kan en særlig lyd få os til at være midt i en film i en helt særlig stemning. Lynhurtigt, bare via nogle få strofer. Tænk på de simple lyde af sulten haj i Dødens Gab: Dedum, dedum, dadadada... og så videre. Hvis du hører dem i karbadet, så vil du gerne op - nu! Når jeg hører de fede toner fra Monty Normans kendingsmelodi til James Bond i form af den, de, de, den, dede, den, de, de, den, det di di diii di - ja, så bliver jeg glad og klar til fed aktion.

Store navne

Det sker at en filminstruktør og en komponist bliver særlig tilfredse med samarbejdet, og at de således laver flere film sammen. Blandt nogle af filmhistoriens store makkerpar kan nævnes (instruktøren nævnt først) Tim Burton og Danny Elfman, Sergio Leone og Ennio Morricone, Steven Spielberg og John Williams, Federico Fellini og Nino Rota samt Alfred Hitchcock og Bernard Herrmann.

Min egen yndlingskomponist, italienske Ennio Morricone fandt et særligt samarbejde med sin landsmand, instruktøren Sergio Leone. Deres makkerskab omdefinerede western-genren, og Morricones nytænkninger gav filmmusikken en helt ny rolle i fortællingen af en film. Men dette krævede også at Sergio Leone så mulighederne i at lade Morricones musik få sin egen rolle. Ingen kan som Ennio Morricone skabe billeder, stemninger og fortællinger med sin musik. Du kan mærke tristessen og føle tabet af en mulig kærlighedshistorie i Deborahs Theme i Once Upon a Time in America, og du kan fornemme vanviddet og grådigheden hos Eli Wallach, da han spurter rundt på en kirkegård til lyden af den fantastiske L'Estasi dell'oro (Ekstase for Guld).

Andre navne

John Barry: James Bond, Mit Afrika, Danser med Ulve.

Krzysztof Komeda: Rosemarys Baby, Sult.

Henry Mancini: Breakfast at Tiffanys, Touch of Evil, Blake Edwards film (eks. Den Lyserøde Parter).

Ennio Moriccone: Untouchables, Once upon a time in New York, Mine Aftner i Paradis, The Mission, spaghetti-westerns.

Maurice Jarre (ja - det er Jean-Michel Jarres far): Lawrence of Arabia, Doctor Zivago, Ghost, Døde poeters klub.

Max Steiner: (over 250 film – 3 oscar + 17 nomineringer) – King Kong, Borte med blæsten, Casablanca.

Danny Elfman: The Simpsons, Film af Tim Burton m.m.

John Williams: Star Wars, Indiana Jones, film af Steven Spielberg, Harry Potter.
Hans Zimmer: Batman, Sherlock Holmes, Pirates of the Carribean.

Danskere

Bent Fabricius: Olsen Banden, Huset på Christianshavn, Matador.

Jacob Groth: Ørnen, Krønikken.

Halfdan E: Bla. Per Flys triologi (Bænken, Drabet og Arven).