Teknikken har altid ret...

Dette er en ældre historie. Men jeg fik fornyelig bekræftet, at ikke meget er forandret. Og fjolset her - ja, jeg har stadig iPhone...

Hermed en syret oplevelse fra virkeligheden. Den udspiller sig i en Humac-butik, som er et salgssted for Apple produkter. Bemærk at jeg ikke siger salgs- og servicested. Service er nemlig ikke nødvendig, da Apples produkter er fede, smukke, ufejlbarlige og livsforherligende. De er desuden selvforklarende i enhver situation!

Ikke desto mindre indleder jeg frækt med: Min telefon har et batteri-problem. Naturligt overrasket mumler ekspedienten i det tjekkede tøj med hår der ville gøre enhver popstjerne misundelig: Nå, det må vi kikke på.

Jeg forklarer at batteriindikatoren kan gå fra 85% til 18% på få minutter. Når jeg så sætter telefonen til ladning, hopper den med det vuns op på 80%. Jeg lider med konstante advarsler om "lavt batteriniveau", og en telefon der slukker trods massere af saft i batteriet.

Eksperten tjekker min opsætning, og konstaterer lidt overrasket at den er "fornuftig". Vi måler lige telefonen og batteriet, siger han så. Jeg fortæller videre om de fejl og frustrationer jeg oplever hver dag, men manden er tydeligvis ligeglad, da svaret til min telefon og livets øvrige spørgsmål åbenbart ligger i hans computer.

Han konstaterer at både telefon og batteri fungerer perfekt. Han ser stolt ud og lidt triumferende. Måske han tænker at så kan den tåbelige tvivler finde tilbage til den rette tro. Jeg må jo forklare at hans test desværre ikke svarer overens med min virkelighed, hvilket jeg før har oplevet omkring min kære telefons specifikationer fra Apple og min utjekkede hverdag.

Ekspedienten ønsker mig tillykke med min telefons herlighed et par gange mere, mens jeg forklarer ham at problemet ikke fjernes af hans glimrende test. Jeg kan se på sveden på hans overlæbe og vanviddet i hans øjne, at jeg har nået det maksimale antal gange man må sætte spørgsmål ved iPhones ufejlbarlighed og livsforlængende prægtighed.

Jeg vil i stedet tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af de kurser som Humac-personalet deltager på under ledelse af nyhedsoplæseren fra Nordkoreansk tv.
Det er slut! Jeg vil skrive til en Apple-boss, og så skifter jeg til et andet mærke! Fandme...